JENS JENSEN

Fra min Hjemstavn Kragelund Sogn, Hids Herred. 

 Oldtiden.  Kragelunds Sogns Område ligger på den jyske Højderyg, hvor den sidste istids frosne vandbjerge standsede, og ved smeltningen, i Solårets forårstid, danner det store, dybe Bølling Sø bassinet, og skyllede ud over Vestjylland, hvor skylsandet opfylder de dybere dele og danner de store hedeflader, hvor dog hist og her bakkeøer fra en tidligere istid rager op. Sognet ligger ved Hærvejen, den store alfar vej langs den jyske Højderyg og Grathe Hede, løber fra nordvest ind på sognets område. Denne historiske Hede der strækker sig på begge sider af Hærvejen, Voer i Vinderslev Sogn, Bækgård og Gråskov i Thorning Sogne til bakkerne ved Stenholt, nord for ådalen ved Klode Mølle. I umiddelbar nærhed hæver Stenholt egekrat sig op som Sognets højeste punkt. Riishøj med 336 fod og Grønhøj 333 fod. Denne bakkeø synes at hidhøre fra ældre istid.

Bølling Sø der ligger i sognet, nu udtørrede, spillede i Oldtiden en vigtig rolle for de store Oldtidsbygder der her fandtes i dens nærhed. Dengang lå egnen ved Silkeborg, de skove og søer, uden større Oldtidsbosteder. Anderledes lå forholdene nordvest for Silkeborg, hvor der lå storbygder der hører til datidens kulturcentre, og med en betydelig folkemængde, at dømme efter antallet af gravhøje. Ved Bølling Sø er fundet bosteder fra den ældre stenalder. I Oldtiden var Sognet dækket af skove og vandsamlinger hvor senere moserne voksede op og dannede sumpe, der under den videre udvikling fortrængte vandet. I moserne findes der overalt levninger af disse Oldtidsskove af fyr og eg, og spor af menneskets tilstedeværelse.

Højrækken.  En sammenhængende højrække kan påvises fra nordsiden af Funderådalen fra Sejlgård over Skærskovhede, Abildskov, Tollund og Elling i Funder Sogn, hvorfra den føres videre ind i Kragelund Sogn over Refshale, Klosterlund og Stenholt. Højrækken føres videre ind i Thornong Sogn for endelig at forene de midtjyske største Oldtidsbygder ved Hald Sø og Almind, der igen fortsætter mod øst langs nordsiden af Langådalen. – Man kunne da komme på den tanke, at Oldtidsfolkene boede og anlagde deres bygder ved færdselsveje. Det er ganske positiv urigtighed og sagkundskaben har intet hjemmel for denne hypotese. Kendsgerningerne taler tværtimod om de virkelige forhold, der er det modsatte af en sådan tankeslutning. Herom senere i afsnittet om bygder og bosteder. Enlige eller afsidesliggende gravhøje hører til sjældenheder her i Sognet. En stor gruppe af høje findes i den østre del af Sognet og står i forbindelse med, og i sammenhæng med de store Oldtidsbygder i Øster – og Vester Bording, Overgård og Hvinningdal i Balle Sogn. Nordgrænsen for disse bygder findes i Vand Skov, der ligesom Stenholt Egeskov har været beboede i Oldtiden.

Bygder og Bosteder.  Som før nævnt, har man fra sagkyndig side villet påvise, at Oldtidsfolkene fæstede bo ved de gamle færdselsveje, hvorved højrækker på ofte mange Kilometers udstrækning fremkom. De virkelige forhold er, at der ikke gik veje ved højrækkerne før bygdernes anlæg, men kom senere som naturlige og nødvendige færdselsveje ved disse. Vandførende lag i jordens overflade var en nødvendig betingelse for bygder og bosteders anlæg i Oldtiden. Ser man på den førnævnte højrække, langs Funderådalen, da er det først Funder å, senere Bølling Sø og videre ådalen med Karup å i mosedalen mellem Stenholt og Engesvang, der danner basis og betingelser for højrækker bygdernes eksistens.---Den anden højrække der fra Rindsholm ved Viborg, fører østpå støtter sig ligeledes til det vandførende lag i Overfladen i Langådalen. Man finder ofte, som tilfældet er her i Sognet, at Oldtidsbygderne ligger noget tilbagetrukket, fra ådale og søer, et forhold der er kendt fra anden side, at man ikke i Oldtiden eller Middelalderen fæstede bo i umiddelbar nærhed af sejlbare vandløb og søer hvor man var udsat for pludselig fjendtlig angreb. Stormænd og Ætstammer har lagt i strid med hinanden fra de ældste tider – meget kan forandres gennem tiderne, men menneskets natur er den samme - når højgrupper og højrækker fremkommer i samlinger på begrænsede områder, samt, at høje fra de forskellige tidsafsnit, Sten – og Bronzealder findes jævnt fordelt side om side, peger dette hen på faste bosteder gennem årtusinder, og ingen skiftning i større omfang har fundet sted her på egnen. Ved grundlæggelse af vore landsbyer var der en hovedbetingelse eller livsbetingelse, at der var vandførende lag i jordoverfladen. Enhver landsby har sin bydam eller sit gadekær. Ved gården ville man som regel finde de små, kun nogle få alen dybe brønde. Det samme gælder for Oldtiden, med hensyn til vand ved bostedet, gælder altså for de senere landsbyanlæg, og fortsættes op gennem Middelalderen for alle senere anlagte torper og eneste gårde.

Vand var således en livsbetingelse for stedet hvor bygden anlagdes og bosættelsen ganske afhængig deraf,  jeg har ikke her på egnen fundet nogen sammenhæng mellem Oldtidsbygderne og vore landsbyers anlæg. Det kunne se ud som de gamle Oldtidsfolk var forsvundet, og nyt folk er kommet andet steds fra. Dette er dog vistnok tilsyneladende, der kan så udmærket være sammenhæng i udviklingen fra det forudgående til det nye forhold, nemlig de forhold som Jernalderen medførte, hvorved landsbyen opstår med sit gadekær og sine botofter. Anlæg af bosteder og bygder har været fortsat gennem tiderne fra Oldtiden ned til vore dage, med stedse stigende udvikling. Man finder gennem ældre og senere Middelalder, at folk nødigt forlod landsbyen og satte nyt bo udenfor buen. Her i Sognet findes tre eksempler på Middelalderlige bosættelser, nemlig Troslund ved Vands Skov, der nævnes som øde byggested i fjortenhundrede tallet. Fastrup i nærheden af Fastrupdal samt Stakshede vest for Overgård, kun en ældgammel brønd betegner stedet. De tre bosteder er alle forsvundne. Folkene er blevne kede af at bo på disse øde steder, uden den samhørighed som den patriakalske landsby uden al tvivl var.

Gamle Veje.  Sognets og egnens gamle veje der fører tilbage til Oldtiden og ned gennem Middelalderen han endnu i vore dage påvises med sikkerhed flere steder. Angående de gamle veje må man først, til en forståelse af det efterfølgende, have et overblik over egnens topografiske forhold i disse tidsafsnit hvorom her er tale. Grænserne her mellem Lover – og Hardsyssel var ufarbare og oden overgang. Fra Harbolunde Bakker mod nordvest og indtil Grathe Hede fandtes Bølling Sø og de sumpede mosedale. Den gamle vejfart har mod syd været omkring den gamle Sogneby Sigten (der udtales Sejten) og herfra og til Bøgelund (de gamle sagde altid Bøvlund) var ingen vej eller overfart.

Langs de foran nævnte højrækker skal man vente at finde en Oldtidsvej, heri skuffes man ikke. Den er ikke vanskelig at finde. Fra sydøst kan vejen følges mod nordvest fra Funder Kirkeby, videre over Elling, og Kragelund bys sydlige jorder syd for ”Bjergene” videre mod vest hvor den passerer nord om Hjøllundhøj på Klosterlunds jorder, drejer her brat mod nord til den nuværende Kragelund – Stenholt landevej. Her deler vejen sig, den ene vej mod vest, syd om Stenholt by, hvor den løber i Hærvejen, den anden vej fortsætter mod nordvest forbi Bedehøj, passerer Hærvejen til overgangen ved Bøgelund samt vej til Karup, Skive o. s. v. Vejen har også navn af Kongevejen – Kompedal er en forvansking af Kongedal. Vejen gennem Kongedalen.

I vore dage er det ved overgangen over dalstrøget at vejen lader sig påvise. På videnskabs selskabernes kort findes vejen indlagt. Over mosedalen fra Klosterlund til Engesvang har der tidligere været overgang for fodgængere på en række af store håndsten, hvor man har trådt fra den ene sten over på den anden. Disse sten ligger ca. 4 fod under overfladen, således at færdslen her må været foregået i Oldtid og ældre Middelalder.

Kragelund by syntes anlagt ved en gammel alfarvej øst – vest, Lovringsvejen. Fra øst fører denne vej fra Balle over Overgård og før den nåede byen kom en anden vej fra overgangen ved Lysbro og gennem Hvinningdal, og stødte til den, denne sidste vej er i vor tid ganske forsvundet, på selve bygaden fører vejen videre mod vest over Refshale, Klosterlund og Stenholt, her sammen med den gamle højrækkevej. Hvor gammel Lovringsvejen er, kan jeg intet sige om, men sandsynlighederne taler for, at den har gået her før byens anlæg, og været alm. Færdselsvej allerede i Bronzealderen, for de store Oldtidsbygder i Vester – og Øster Bording samt Hvinningdal i Balle Sogn, for disse, samt Kragelund Sogn var der ingen anden adgangsmulighed til Hærvejen, end her. Det kan også her bemærkes, at fra Resenbro i Gødvad Sogn og mod vest indtil Hærvejen, kan ikke påvises nogen færdselsvej mod nord, efter Viborg, hverken i Oldtiden eller i Middelalderen.

Bølling Sø.  Som et stor, rundt vandbassin lå Bølling Sø gemt mellem høje bakker i den sydlige del af Sognet. I Oldtiden var disse bakker skovklædt, i vore dage lyngklædt med dens dystre farvetone. Mellem lyngen vokser endnu bæveraksen med et ”Livsmod” der ikke lader sig kue af de forandrede forhold. Bregner og Skovmærker træffer man hist og her på lune steder. Af søens runde form kan måske navnet udledes Bol = rund, en Bol = Bolden, der også udtales som Bøl – en. I ældre og yngre Stenalder var der sø på områder hvor moserne siden voksede op. Sødyndet ligger her under mosedyndet. Søen tog dog revanche og hævede sine vande op over den lave sandgrund mod øst og nord, så man i vore dage ved søens udtørring i 1872 – 74, regnede med en omkreds af 8 kilometer, dengang ca. 1 Mil og indeholdende ca. 270. Td. ld.

I Oldtiden havde søen udløb til begge sider, ad Funder å dalen ned til Silkeborg søerne ad Mosedalen nord for Engesvang der løber videre som en af Karup å`s kilder for at falde i Limfjorden v. Skive. Ad disse vandløb har sandsynligt de ældre Stenalderfolk fundet vej op til søen. Efterhånden som moserne der omslutter søen mod syd og vest vokser op, til gror udløbet ad Funder å, hvorefter søen kun har udløb ad Karup å. Det tilgroede udløb ad Funder ådalen, er i vore dage atter kommet for dagens lys ved tørveskæring. En båd, udhulet af en træstamme er fundet efterladt i åløbet, der altså har været sejlbar. Overalt i moserne er der optaget stenøkser, kiler og spyd fra Stenalderen, også et menneskeskelet er fundet iført klæder fra Bronzealderen.

Efter søens udtørring ca. 500 meter fra søbreden ude på den overskyllede sandbund fandt man i nærheden af den gamle kystlinie, et bo eller værksted med stor mængder af flinteflækker og flintblokkene hvoraf de var udhugget. Her har altså boet mennesker før søen hævede sig op over den lave sandbund mod nord og øst. På bakkerne ovenfor søen og i mundingen af de dybe dale støder man på lignende Stenalderbopladser med flækker og mindre fordybninger i jorden, hvori findes aske og trækul. Noget bevis for bosted er der ikke, det kan være lejrpladser hvor man har holdt måltid på de i søen fangede fisk.

Den hvor Stokildadal i skellet mellem Kragelund og Funder Sogne munder ud i søen finder man sikrere spor af de ældre Stenalderfolk,. Et nu tørt men tidligere vandførende åløb fører ned gennem dalen og ved dens udmunding i søen findes en tørvemose. Under tørvedyndet kommer nu til syne det gamle åløb, med si, under jordens overflade dannende fordybning, der i vore dage var helt skjult under et dybt tørvelag. På begge sider af dette åløb findes en mængde af råt tilhugget Flinteredskaber og mange Flinteblokke, ikke i selve tørvedyndslaget, men i sandlaget under dyndet. Her er fundet mange af de fra nævnte tidsrum typiske forekommende små Flintflækker med en i spidse skråt afrundet form, med ganske fint indhuggede savtænder. Fra samme tidsrum hører fund af økser og redskaber af Hjortetakker i sødyndet ved den ældre kystlinie i søen, samt ben harpuner fundet i mergellaget i den gamle sø leje.  

Fra senere tider hidrører fiskekroge af flint, fiskekroge af ben fra en Bronzealders gravhøj ved søen. Romersk spydspids og Romerske glasperler og ravsmykker fra yngre Stenalder. Alt fundet i, eller ved søen. Jernøkser, de ældste former fra tolvte århundrede er fundet overalt i søen i snesevis, sandsynligt tabt ved åle stagning på is med lyster. Ved søens udtørring fandtes mange Oldtids både af udhulede træstammer, nogle store, de kunne rumme mange mennesker d. v. s. både med betydelig længde, andre var så små at der kun var plads til én mand i båden

Søen blev efter udtørringen bekendt ved de store fund af Hjortegevirer der lå spredt omkring i dyndet og som kørtes derfra i læssevis. Disse Hjorteskeletter fandtes i så store mængder, at man har kaldt søen en kirkegård for Hjorte, især også, da man ved udtørring af andre søer her i landet ikke har fundet noget lignende. At dyrene frivilligt ved sygdom, feber, eller på is og ved skovbrand har søgt ud i søen er der intet der taler for, den sandsynlige forklaring er, at det skyldes søens lave vandstand. På de overskyllede sandarealer har Hjortene trygt gået ud, hvor vandet ikke nåede dem længere end til knæerne. Ved den ældre kystlinie begynder dyndet. Vandet bliver dybere, men dog for grundt vand at svømme på. Bagbenene bliver stikkende i dyndet. Dyret strande og synker uhjælpelig dybere ned i dyndet og omkommer.  

Stenholt.  Som et typisk jysk naturlandskab hæver Stenholt Egeskov, i nærheden af Hærvejen, sig højt op over omgivelserne med 336 fod over havet. De mange gravhøje og andre Oldtidsminder der findes her, er et vidnesbyrd om, at Oldtidsfolket boede her i skoven. I skoven findes en stor stendynge, der indeholdt tusinder læs af sammenkastede sten, en af de såkaldte røser, den største der findes her i landet af denne slags. I røsens bund findes gravkamre af større sten. Gravmindet stammer sandsynligvis fra Bronzealderen. Der ligger en guldkalv begravet i Stenholt skov – fortæller et gammelt sagn. Guldkalven og Tyren er gamle hedenske symboler for guder. Her fremdragedes i skoven for nogle år siden en stor sten, med mange indhuggede skåle, to store i midten, hvorom grubbede sig en halv snes mindre. Disse skåle – eller Solsten menes af de sagkyndige at hidhøre fra en tid da man dyrkede solen som en forsynsguddom. En tid hvor folkets sjæleliv kredsede sig om naturkræfterne, uden bevidsthed om et højere åndeligt syn på tilværelsen, der først opstår senere med asserguderne i menneskeskikkelse.

Af gravhøjene i skoven kan nævnes: Riishøj og Grønhøj, den sidste kalder folk i Stenholt endnu med det gl. danske navn: Grenhøj. Udenfor skoven findes på Klosterlund og Stenholt bymark mængder af gravhøje, der indgår som led i den foran nævnte højrække. På Klosterlund mark ved en højgruppe, nær den store Gråmose stod tidligere flere store, opretstående stenstøtter, der peger hen på en folkesamlingsplads i hedensk tid, noget bevis herfor tør man måske udlede af de mange mystiske sagn der knytter sig til stedet om den hovedløse so med syv grise, en hovedløs hvid hest der færdedes her, rokkestenen hvorunder heksen er nedmanet. Selve fanden er her på spil og forulemper Præster og skikkelige folk der færdes her ved nattetid.

Stenholt, der ligger på Grathe Hede omtales i vor ældste registraturer, og må være et gammelt bosted. Allerede før reformationen var den overgået til den hellige kirke d. v. s. Århus Domkirke. En sten der sad i et have dige på Stenholtgård med en latinsk indskrift fra ca. 1550 må antages, at hidhører fra en Århus Prælat, der efter reformationen har haft underholdet her. Kan man tro Saxo og traditionen om Grathe Hede, er der ingen tvivl, at her på Stenholt bymark stod slaget 1157 mellem Kongerne Svend og Valdemar. Stenholt var nemlig den eneste landsby der lå på Grathe Hede.

Vindbjerg og Hjøllundhøj. I sognet ligger to anselige høje bakker, Vindbjerg og Hjøllundhøj, dannet af istidens moræner, henholdsvis 310 og 299 fod over havet. Oldtidsfolkene har opkastet gravhøje på begge disse bakkers top. Der boede bjergfolk i begge disse bakker, og levede i god forståelse, thi de besøgte – ifølge sagnet – ofte hinanden. Vindbjerg har mange gamle folk fortalt om, at de har set bjerget hævet og ligesom stående på ildsøjler. Ved Hjøllundhøj tog bjergfolkene hinanden ved hænderne og dansede i rundkreds, en hyrdedreng havde på Hjøllundhøj, fundet bjergmanden liggende sovende ved højlys dag. Ved drengens angstskrig vågnede bjergmanden. Denne blev ræd og drengen blev ræd og de forsvandt begge hurtigst mulig. Der boede også trolde i Hjøllundhøj, der færdedes om natten ude i den nærliggende store Gråmose (eller Grathe mose som den også kaldes) i skikkelser af lygtemænd. Beboerne på begge sider af mosen levede i den tro, at lysskæret hidrørte fra Guld og Sølv, samt andre skatte som troldene fandt ude i stormosen, deriblandt også Kong Svends pengekiste som han tabte da han sank ned i mosedyndet. Samson fra Stenholt, Bette – Poul fra Malmhøj, og mur – Adam holdt om natten jagt på troldene med grebe og forker, der altid gav negativ resultat. Lygtemænd kan nok ses på afstand men aldrig nærved, jagt på lygtemænd ender altid med drilleri.

Hyvvelsbjerg. På den gamle bymark ”Skovfald” ligger mellem Kragelund by og Vands skov, Hyvvelsbjerg = Hjulsbjerg, ved siden af stormose, skønt her ingen gravhøje forefindes, har man gennem tiderne, år efter år fremdraget mange smukke redskaber af sten, fra yngre Stenalder uden at der fremdrages stensætning eller ler urner. Hvorfor er disse stensager medlagt her, og med hvilken hensigt? Ingen kan give svar på spørgsmålet. Nede i mosedyndet findes overalt spor af menneskets færden i Oldtiden. Fletværk af Hasselgrene, der peger hen på indhegning af små folde for kvæg. Den tanke er fremsat, men savner bevis, at navnet Hjulsbjerg peger hen på stedet, som et ”helligt” bjerg. Et samlingssted hvor volivgaver nedlagdes.

Refshale.  Det eneste sted i Sognet hvor der findes spor af mulighed for et uafbrudt bosted fra Oldtiden indtil vore dage. Betingelserne herfor er som tidligere nævnt, for Oldtidsbygder, landsbyers og torpers anlæg det samme. Tilstedeværelse af godt og rigeligt vand i jordoverfladen, som en livsbetingelse både for mennesker og dyr, der er knyttet til bostedet. Her findes en gammel, narurlig kilde, en såkaldt Holk (1) med en i kilden nedsat udhulet ege træstamme. Her var klart, rigeligt kildevand hele året om, og ved vintertid flød den over. Omkring kilden lå en mængde af flintflækker og brudstykker af flint og stenredskaber, der fortæller om, at stenalderfolket har haft lejrplads her.i nærheden af kilden findes en større dam og syd for fenne dam lå den gamle Middelalderlige gård, der nævnes 1459 da Lass Perssen af Balle afhænder den lille Alling Kloste, hvor den hørte til, indtil reformationen da den kom under kronen.

Omkring 1662 afhændede Kronen gården til en toldskriver i Øresund, sandsynligt for tilgodehavende løn. Hele gården der omfattede 450 Td. Ld. Blev delt i to gårde, hvorefter de fik navnet Fershalegårde. Ved udskiftning af fællesskabet omkring år 1800 fik hver af gårdene sine egne tilliggende jorde. Den sydligste gård kalder gamle folk, Borre – eller Borggården. Der var kun en have mellem gårdene. I haven mange frugt træer, hvilket var sjældent på egnen den gang. Øst for kilden ned til dammen går en vandførende siig, af hvis dynd efterhånden er fremdraget mange smukke stenøkser, halvmåneformede segl af flint m. m. at alle stenredskaber tilfældigt skulle være tabt her er ikke sandsynligt, snarere kan de antages at være nedlagt. Bostedet ligger i den øverste del af en svag sænkning til omgivelserne mod øst og vest, i Havdalsbi Dalen, der mod syd bliver dybere og bredere, indtil dalen med en brat drejning mod vest fører ud til BøllingSø, hvor dalen har navnet Ringdal.

1) Holk = udhulet træstamme, nedsat som brønd, kendt fra Oldtid og Middelalder, f.eks. i Kbh.s. borg, 

Egeskoven skærmede på begge sider kilden, dammen og bostedet, og disse skoves rester forsvandt så sent som omkring 1780 – 90. et lunt og hyggeligt bosted har der været her både i Oldtiden og Middelalderen. Vest for bostedet ligger der to stenalder høje, nær bostedet en Bronzealder høj, lav men bred, med en overordentlig mængde af askeurner i snesevis. Lidt syd for sidste høj lå en anden større høj, hvis gravkammer lå et par alen under jordoverfladen, der indeholdt rester af skelettet, særlig kraniet var bevaret, hvilket måske skyldes at der i højen over graven nar lagt et par alen tykt lerlag. Over leret lå igen en stor sten, af facon lig en døbefont, spids nedad og bred for oven. I den brede ende, en fordybning, ikke naturlig men kunstig frembragt ved udhugning i stenen, som også mærker af slid på den ene side.

Der hvor dalen drejer mod vest ligger en gravhøj gruppe af 4 a 5 høje. En udgravning her i midten af forrige århundrede frembragte fund af Bronzesværd, Guldarmbånd og fiskekrog af ben (nationalmuseet). Man vil se at gravhøjene flankerer rigeligt omkring bostedet. Fra Vikingetiden melder sagnet om en Vikingehøvding der har haft sin gård her. Han havde både skibe, ryttere og bueskytter. Denne overlevering kan man ikke tage for andet end sagn, da den fattes historisk hjemmel, og må henføres til vandresagn, der hører andet steds hjemme.  

Kragelund Kirke.  Lille men gammel Kvadderstenskirke der i stil og byggeform kan henføres til den gruppe af kirker der ligger mellem Silkeborg og Viborg. Mellem Viborg og Randers ligger en anden gruppe af kirker med fælles præg og stil, der særlig ved en mere monumental portaludstyrelse overgår kirkerne i Lysgård og Hids Herreder kirken har bjælkeloft men desværre er den gamle i egetræ udskårne altertavle forsvundet, solgt ved auktion i firserne i forrige århundrede. Det var tilmed kirkens værge uden at Provst eller Præst løftede en finger, besørgede dette. Stor betryggenhed for vore kirkes gamle antikke, kan således ikke siges at være tilstede. Endvidere en egetræstavle, et gravminde, over hvem vides ikke, nu påført en del af de ved kirken virkende Præsters navne. En egetræsfigur Gudfader, fra tiden omkring 1450, en gravsten over Provst Mads Andersen Bering og hustru Kirsten Mikkelsdatter, to messing lysestager på alteret skænket af Peder Skriver 1632, Prædikestol, pulpitur fra midten af 17. årh.

Det interessanteste ved kirken er en runeindskrift i Søndre portal, der fortæller os om navnene på den mand og hans medhjælper der har bygget kirken. Den slags indskrifter er meget sjældne. Af de ca. 1500 kirker her i landet fra Middelalderen, er der kun 3 eller 4 der har indskrift om, hvem der har bygget dem. I ind skriftet hedder det ”Æsi bad Vagn rist”, lader ingen tvivl om, at en stormand har bygget kirken. Da ingen stormands gårde har ligget i Sognet eller dets nærhed, må byggeherren på anden måde har haft interesser i byen eller Sognet. At Konger og stormænd byggede kirker vides fra flere kilder. Således beretningen om Hvide slægten, der byggede kirker på Sjælland, samtidig boede her i Jylland en stormands slægt i egnen ved Gudenå  

Nordens to første Ærkebiskopper Asser og Æskild tilhørte denne slægt, og man må forudsætte, at en så rig og anset slægt, der var af dansk Kongeslægt, og stod som kirkens øverste styrelse også har medvirket ved opførelsen af nye kirker. Den mulighed er ikke udelukket at runeindskriftet: Æsi eller Asi er Ærkebiskop Asser i Lund, der på den tid har ejet den gl. landsby som sin fædrene arvegods, i så fald må kirken være opført i tiden 1104 – 37.

Man lægger mærke til, at der på kirke – skibets Nordre mur, inde i kirken, findes en udbygning, fra vestre gavl op i højde med den nordre indgangsportal og forbi denne, hvor den ophører. Denne udbygning af muren synes nær, eller samtidig med kirkens opførelse. Hensigten med denne udbygning, som en afsats eller hylde, må antages benyttet til opstilling af Helgen billeder, og nedenfor på gulvet, har der været opsat nogle små altre, hvor man har kunnet knæle og bede til skytshelgenen. Den fra katolsk tid overleveret gudfader træ billede står også opstillet her iver nordens indgangsportal, på overligger stenen med smukke udhuggede ornamenter, i de bekendte slyngninger i Vikingestilen. Kirken har som alle andre ældre kirker, to indgangsportaler, i syd og nord, henholdsvis for mænd og kvinder. Det er en skik der er overført fra hedensk tid, hvor mænd og kvinder ikke benyttede samme indgangs dør i den private bolig. Der synes at være forudsætning for, - særlig da der ikke i kirkeskibet fandtes stolestader før langt ned i tiden, - at der har været et skillerum af sten eller træ, der har delt højkirken med længderetning i to rum.

Man lægger mærke til ved vore kirker, at den ene af indgangsportalene kan være mere festlig og monumentalt udstyret end den anden, for eks. Kan der være flere søjlerækker, den ene kan fremtræde som halvrunde – den anden med helrunde søjler, der også i enkelte tilfælde er overført på kragestene der gærer korbuen. At dette ikke er tilfældigheder siger sig selv. Jeg har ikke i den specielle litteratur om vore kirkebygninger fundet nogen forklaring på dette forhold, bortset fra, at da det er den Søndre portal som oftes, der er udstyret mere monumentalt end den nordre, var det til ære for manden, der bar sværdet.  Ved at undersøge en del jyske kirker, og det hermed i forbindelse stående forhold er jeg kommet til følgende resultat: der blev forud for opførsel af hver kirke, af Biskoppen tildelt kirken en Helgen, der skulle være skytshelgen ikke alene for kirke men også for menigheden. Det var altså til ære for skytshelgenen, eller skytshelgeninden, at portaler henholdsvis blev udstyret mere monumentalt til hans eller hendes æresbevisning, at mænd oftest blev kirkernes helgen finder man i syd portalen.

Nu er forholdet her ved Kragelund kirke at nordportalen har en fuld søjlerække, medens sydportalen kun har halvrund søjle. Her må man altså forvente en kvindelig Skytshelgeninde, måske Jomfru Maria, da mange kirker ”Vor Fruekirker” er indviet til hende. Da en stormand Æsi eller Asser har bygget kirken, kunne man forvente at mændenes indgangsportal havde været smukkest udstyret, efter det foranførte forstår man hvorfor den nordre portal er det.

Da en runemester har været ved kirken kunne det være belejligt at få, den før Ole Worms tilmurede nordre portal undersøgt, om hvorvidt der også her skulle være ristet runer. Kirken, dens gårdslod og tiender var i århundrede en salgsvare mellem herremændene indtil 1817 da beboerne købte kirken og dens tilliggende af Sølvtoft, Tyrestrup for 2500 Rd. Ved tiendeafløsningen 1911 gik beboernes ret til kirken tabt, der nu ejes af nogle private tiendeejere, hvem også afløsningssummen ca. 9000 kr. af de tidligere ejere tilhører. Våbenhuset er en yngre tilbygning af granitkvaddere, er taget fra en nedbrudt kirke. En overlevering beretter, det er fra Engesvang, hvad der er nogen sandsynlighed for, da det nedlagte Engesvang Sogn med sin menighed blev henlagt under Kragelund Sogn og kirke. Tårnet er ligeledes yngre med munkesten og granitkvaddere som underlag.

Charlottenlund  Sognet havde ingen Herregård før Charlottenlund omkring 1780 blev bygget, og dens tilliggende jorder udskilt af Kragelund bymark. Gården blev oprettet af Kaptajn M. H. Lunn og dennes hustru Charlotte, hvoraf gårdens navn fremkommer. Kaptajn Luun nævnes 1774 til Grauballegård og 1776 til Vinderslevsgård. Allerede i slutningen af 1760erne havde Frants Fridenreich af den kendte slægt fra Palstrup, besluttet at bygge en Herregård i Kragelund by ved Klosterdammen. En stor del af bygningsmaterialerne var allerede på pladsen, da tanken blev opgivet, da Friedenreich besluttede at bygge sin gård ved Hjøllund, der lå mere centralt i Sognet. At Friedenreich havde besluttet at kalde den ny herregård i Kragelund, Klosterlund, fremgår af, at han tog navnet med sig, og kaldte den nye i Hjøllund, med det nye navn Klosterlund. Friedenreich boede kun en kort tid i Klosterlund, han boede der i al fald i 1770 da han har dateret breve herfra. Han døde nogle år efter økonomisk forarmet og efter sigende begravet på fattigvæsenets bekostning i Viborg, hvor slægten havde en gl. gård, den nuværende amtmands bolig. Friedenreich slægtens saga var ude, og deres Våbenskjold lå siden i over et halvt hundrede år mellem andet gammelt skrammel på Klosterlund.
En halv snes år efter virkeliggjorde Kaptajn Lunn planen, han byggede altså den nye gård, ikke ved Klosterlund by, men ved Vans Skov, i nærheden af stedet hvor det øde byggested Troslund lå i Middelalderen. Efter udskiftningen 1791 købte fæstebønderne efterhånden deres gårde af Kaptajn Lunn. Den sidste ejer Hesselund solgte i 1913 – 14 gården til nogle ejendomsspekulanter, der igen solgte til en anden, og denne igen til en tredje, men nu var jorden også så høj i pris, at den blev udstykket til statshusmandsbrug.

Vands Skov.  I middelalderlige kilder er skoven delt i to områder, Sønder – og Nørre Vands. En inddeling der peger hen på at bymændene kun har haft fuld rådighed over Sønder Vands, og Nørre Vands har været enemærket skov = udenfor fællesskabet. Her fandtes også en skovfoged – hus før Kaptajnen byggede sin gård og før udskiftningen. Her ligger også det såkaldte Bondestuf = Oldesjord og det bamle byggested Troslund. Skovlovringerne havde efterhånden forhugget skoven, dels på lovlig måde, dels ved tyveri, således at skoven i midten af forrige årh. kun var et krat. Træ bestanden bestod mest af Bæverasp og Hassel, de værdifulde ege og Bøgetræer var nedhugget. I vore dage er skoven svundet stærkt ind ved rydning og opdyrkning. Kun fredsskoven ca. 60 Td. Ld. Er nogenlunde ved magt. For kragelund bymænd har skoven været en vigtig indtægts kilde, ved salg af trævarer, som de fik godt betalt ude i det træ fattige Vestjylland. Skoven synes ikke udnyttet til Oldensvin, måske af den gode grund, at ved alt for stor hugst af egen og bøgen fandtes der ingen svineolden, derimod udnyttedes skoven til Høslet. I skoven findes en del Gravhøje, har ligesom Stenholt skov været beboet i Oldtiden.

Kongsgården.  Kong Frederik den anden havde et jagt hus øst for Kragelund by. Ruiner heraf ses endnu på Præstegårdens mark. Da mange Konger, over hundrede år tidligere, på deres rejser drog over Kragelund, tog ophold, og overnattede her, må der have været passende boligforhold og lokaliteter til at modtage så stort et følge som Kongerne ved disse rejser var ledsaget af. Da Kong Hans 1487 var i Kragelund, bestod hans følgeskab af 400 ryttere og 300 vogne. Til underhold for Kongerne og deres mænd i Middelalderen, var der en skat der hed gæsteri, der udredes af odelsjord, samt Gods der tilhørte Kronen. Da Kong Hans i 1506 overnattede i Kragelund, var det hans foged og lensmand i Hids og Lysgård Herreder Niels Clemmensen, Aunsbjerg, samt Ringe Kloster, der som værter måtte underholde Kongen og hans følge, af den dem påhvilede eller opkrævede gæsteriskatter.
Dagen før var Kongen i Nørre Snede, her var det Biskoppen i Århus der var vært. Christian den anden overnattede i Kragelund 1513, altså i Kongens første regeringsår. Christian den tredie var 1558 i Kragelund, overnattede her og dagen efter 30. Juli, udstedte nogle breve, med befaling til lensmændene om oprettelse af en post – rute gennem Jylland, der gik over Kragelund, med poststation her. Kongehuset i Kragelund blev nedbrudt ca. 1583, det havde som kongebolig mistet sin betydning, efter at Silkeborg Slot ved reformationen var inddraget under kronen.
Spørgsmålet er: har der her i Kragelund ligget en af de gamle Middelalderlige Kongsgårde. Spørgsmålet kan ikke besvares før en sagkyndig undersøgelse af tomten har fundet sted. Ved en tidligere, lokal undersøgelse synes det at fremgå, at der oprindeligt har været 3 huse, Kongeboligen, et grundmuret sten hus mod nord, samt 2 fløje eller sidebygninger mod syd, da syd stenen her endnu findes, må disse sidebygninger have været opført som bindingsværk. Det hele var omgivet af et plankeværk, der ved nedbrydningen 1583 førtes til Nygård ved Kolding. Øvrige sten og tømmer blev ført til Silkeborg og anvendt som nye tilbygninger ved Slottet.

Jernudsmeltning.  Af myremalm udsmeltede man jernkloder. Denne hjemme tilvirkning ophører omkring år 1600. overordentlig mange steder i Sognet, finder man levninger af disse slagger dynger, men særlig på bymarken der ligger syd for landsbyen. Allerede fra Oldtiden findes der spor af disse slagger i senere Oldtidshøje. Af disse jernkloder ydedes 38 i årlig skatteafgift. Foruden dette skattejern må en betydelig mængde – måske et endnu større kvantum – være solgt i fri handel. Man har fra flere sider villet påstå, at den store brændselsmængde der medgik til udsmeltningen var årsag til nedhugsten, og ødelæggelse af skovene, at der er medgået meget træ til udsmeltningen er uden al tvivl, men den store hugst af træ, til hus tømmer, og salg af træ udenfor Sysselet. Årsagen til den store udsmeltning her i sognet skyldes, at her var store skove med træ til brændsel, store moser med muremalm som råmateriale. Alle betingelser var således tilstede her for denne virksomhed.  

Kolonierne.  Den nordre del af sognet har både i Oldtiden og Middelalder været øde og ubeboet. Oldtidsfolkene der boede rundt omkring dette område, har haft deres strejftog her i ny og næ tabt en stenøkse eller spyd, men bostedet har de ikke haft, og gravhøje findes der ingen af. - Således lå området hen til omkring 1760, da kommissionen for anlæg af Tyske kolonier besluttede at lave et anlæg her, samt den vest for liggende Stenholt Hede der fik navnet Kristianshøj – medens området her kaldes med et fælles navn: Frederiksdal. Alle de Tyske kolonier findes anlagt ved Hærvejen. Kommissionen synes at have været bange for, at komme fra den alfa vej, og ud på de jyske hede prærier længere mod vest, hvor natmandsfolk, kjæltringer og rakkere dengang strejfede omkring. Tager man den sydligste af disse kolonier – bortset fra Randbøl Hede. – den nuværende Christianshede; da lå her et gl. nedlagt Sogn, med en nedbrudt kirke (nævnes 1500) der hed Sigten (udt. Sejten). I vore dage er her atter bygget en kirke, der sammen med kolonien er lagt under Bording Sogn, før Ginding, nu Hammerum Herred.  

I Middelalderen lå Sejten i Vrads Herred, nu burde Christianshede have sit gl. jyske navn igen. – ved Engesvang anlagdes igen en koloni: Over – og Neder Julianehede. Midt under anlægget mødte de Engesvang bymænd med protest overfor kommissionen, og de havde deres sager i orden, de mødte med et af Kong Hans stadfæstet Skødebrev. Det var en slem historie, et åbenbart retsbrud, kommissionen trådte dog lov og ret inder fødderne, og tog Heden alligevel, men måtte dog lade bymændene beholde deres eng ved Bording å. – den næste koloni blev Christianshøj der omfattede Stenholt Hede, og de øvrige på Grathe Hede, på begge sider af Hærvejen beliggende, Gråmose, Stenrøgel og Bækgård, dermed var Grathe Hede inddraget til opdyrkning.

Mod anlægget af de øst for liggende kolonier i Frederiksdal, protesterede Godsejeren (på Vinderslev) samt bymændene i Stenholt og Kragelund og hævdede, at de, og forfædrene gennem mange hundrede år havde benyttet området til græsgang for deres kvæg, og mente at have Oldershævd på jorden. Lige meget hjalp det, kommissionen ville på ingen måder, ud på de kvadrat mile store øde Heder længere vest på, som ingen gjorde hævd på, den holdt sig i nærheden af Hærvejen, hvor alle de tyske kolonier fra Randbøl Hede oh nordpå blev anlagt, trods dette, at beboerne ved denne ældgamle kulturvej, måske i årtusinder, i al fald siden Valdemars tiden, har brugt og udnyttet den til deres bosteder beliggende jord, der nu på en uretfærdig måde blev dem frataget.

Hyrdedrengen på Revsel Hede.  Unge Jens Degn ”gik mæ æ foèr i æ Hiè”, han gik der hver sommer i syv år. Tiden faldt ham lang. Han havde en livlig fantasi og drømte lysvågen om hans færden i eventyrets land, med gode iagttagelsesevner og stærkt begær efter viden, var den tilsyneladende døde Hede slet ikke så øde som den så ud til. Der var et rigt fugleliv, dyreliv og insekt liv, når man så nøjere til. Var Heden køn og smuk? Nej, med dens mørkladene væsen var den dyster og trist. Der var kun en gang om året den var smuk. Når lyngen blomstrede lå den som et violet tæppe, hvor Loke spandt sine silketråde, der flagrede og lyste som guldtråde i eftermiddagssolens stråler. Da var Heden vidunderlig smuk. Hvorfor blomstrer lyngen så sent på sommeren? Vel fordi dens hjemstavn findes langt mod nord, hvor sommeren er kort og kommer sent. Smuk var ene busken der hævede sig højt over lyngen, men dens bær var rigtignok det mest beske af al besk hed. Smuk var Gilen (Gyvlen) når den blomstrede med sin guld gule farve, en smuk indfatning i det blomstrende lyngtæppe. Nature som gartner formår at skabe en skønhed der overgår menneskenes kunst.
Af fugle holdt til i Heden, Urfugle og Aftenkokken. Den sidste holdt sig skjul om dagen og kom først frem om aftenen, deraf navnet. Den fløj, ligesom uglen med lydløs vingeslag, og fangede natsværmere og andre insekter. Den byggede ingen rede og lagde to æg på den bare jord. Så var der Lyngsmutten, en væver lille fugl, der frygtsom og bange smuttede omkring mellem lyngtotterne, vist nok den samme fugl som Steen Blicher kalder Lyngspurven. Den byggede den mest kunstfærdige rede af alle de fugle jeg kendte, og så godt skjult at den med fuglens natursans ikke, havde vanskelighed ved at finde reden. Dens kæreste sted at bygge rede var i en enebusk under det grønne nålehæng der danner tag over reden. Den byggede i de højeste Lyngbuske således at Lyngens brom dannede taget. Af de fineste strå samt hår blev reden bygget og derefter foret med dun. 

Lærken min kæreste fugl, var en sjuske til at bygge rede som den lagde på jorden. Jeg lå så ofte på ryggen og så den svingede sig op, så højt at jeg lige kunne se den, her stod den næsten ubevægelig stille og sang. I dens vemodige toner var der dog jubel, den sang af glæde over livet. Engang imellem kom den snedige høg og greb den med sine kløer. Jeg græd over dens triste skæbne, over de små i reden.

Der var Tinksmeden, Hjejlen og Viben, disse tre fugle holdt til omkring Klynmosen (Klinmosen). Storken kom også engang imellem for at fange Firben, Stålorme, Hugorme og Snoge. Der var masser af insekter, lige fra fandens ridehest – til al det kravl der færdedes på jorden, for hvem Lyngen var som en stor skov. Lyngormen sad dog altid oppe i Lyngbuskens Brom. Der var meget for unge Jens Degn at iagttage. Hans videbegær var stor, men desværre var evnerne for små og få til at ræsonnere og drage slutninger med sammenhæng og helhed. Heden gennemkrydsedes overalt af stier, århundrede gamle stier som fårene dannede i Lyngen. I den store flok gik den ene bag efter den anden når ”Skåle Mæt” trak flokken hen til andre græsgange.   

Øst og Vest for heden lå to store bakker: Vindbjerg og Hjøllundhøj. Øverst på hver af disse høje var opkastet en gravhøj, der ligesom dannede et hoved på en kæmpe krop. I disse høje boede der bjergfolk, ja i Hjøllundhøj endog trolde, som holdt til ude i den store Gråmose (Grathe Mose). Beboerne vest og øst for mosen troede at de mange ”Lygtemænd” der færdedes her ved nattetid var Trolde, der bar Guld og Sølv fra Svend Grathes krigskasse, der var sunket ude i mosen, hjem til deres hule i Hjøllundhøj. Et par nætter gjorde folk fra Stenholt og Malmhøj stor jagt på Troldene. Min Bedstefader havde solgt et stykke Hede til en mand, der hed Adam. Manden byggede et hus og begyndte at opdyrke jorden. Han spændte konen og deres eneste ko for ploven (1840 – 50). Så noget paradis liv for Adam, og endnu mindre for hans kone der gik for ploven, var det ikke. Da jeg gik med fårene i heden var Adam en mand på ca. 90 år, og han fortalte mig, at hans hus tilfældigvis var blevet bygget i lige linie mellem de to bjergmandshøje. Bjergfolkene kom godt ud af det med hinanden og de besøgte ofte hinanden til fest. Kom da på deres lige forbi hans dør, men på døren havde han skrevet et stort kors med kridt, så ind i huset kunne de ikke komme. Han havde set Vindbjerg stå på Ildstøtter, hørt sang og musik derinde. En tidlig morgenstund havde han set bjergfolkene tage hinanden i hænderne og dansende omkring Hjøllundhøj. Ude i min Hede lå en stor sten, hvorunder hvilken Margrethe Skomager var nedmanet, Rokkestenen hed den. Når hyrderne stak en kæp ned ved den, var der en røst under stenen, der råbte roki – rok – rok, meningen var, at man skulle rokke stenen løs, så heksen kunne komme op.

Her gik også om natten en hovedløs, hvid hest og en hovedløs grise so med syv grise. Min bedstefader havde både set og mødt den hvide hest. Min fader gik en aften til Stenholt, da han om natten gik hjem, kom den hovedløse hest efter ham. Min fader løb al hvad han kunne, men hesten kunne han ikke løbe fra. Han standsede, bad fadervor, og opdagede nu, at det var hans eget hjerteslag og blodets susen for hans øre, som han troede var den hovedløse hest bag ham.  

Selve fanden – vor nationale djævel – var også på spil her. Det var dog mest Præster, Lærer, Kræmmere og Ågerkarle, han drev sjov og plaser med. Hvorfor færdedes al det ”Skitteri” her, man kunne sige: ”Fordi stedet lå så ensomt og afsides”, men der var flere lignende steder i Sognet, hvor intet ”Skitteri” var på færde. Årsagen synes at være, at der her i Heden hvor der lå en halv snes gravhøje, stod oprejst nogle stenstøtter, der må antages at være levn af et gammelt Gudehov, da der levede mange mennesker med en høj kultur, på det nu så øde sted. Den hovedløse hest er symbol for Odin, og den hovedløse so med hendes syv grise, er Frugtbarhedens Frejas symbol, hvoraf det synes at fremgå, at Odin og Freja har været dyrket i hovet, at Loke og senere hans eftermand fanden, holder til omkring Helligdommen, synes ganske naturligt. Disse årtusinder gamle stenstøtter forsvandt omkring årene 1860 – 70, da de blev slået i stykker til bygnings brug. Der er nu forløbet årtusinder siden den gamle kultur forsvandt, men endnu ”pusler” det omkring stedet i vore dage.  

Over min barndoms hede førte dybe vejspor, mange spor ved siden af hinanden. Her gik fordums tid - før Chausseer og jernbane lagdes – den store alfarvej, Adelvejen, Kongevejen Kongens Hærstræde, Lovringsvejen, ja den havde mange navne. Der førte tre veje fra syd og øst ind over Kragelund. En kom fra Horsens over Them og Funder. Der var Sysselvej for Lovring S. En anden vej kom fra Skanderborg og Silkeborg med overgang over Lyså, Kjærsgård og Hvinningdal til Kragelund. Den tredie vej kom over Balle, Gødvad ned overgang over Gudenå ved Resenbro, samlede gik disse veje ud fra Kragelund mod nordvest over Revsel, Stenholt og Grathe Hede, ved Bedehøj nord for Stenholt holdt Skovlovringerne fra egnen omkring Silkeborg, bedested når de kørte med deres trævarer ud i vestjylland. Ved Bedehøj drejede Kongevejen ind over Grathe Hede, videre gennem Kongedalen (Kompedal) til Karup, hvorfra Kongernes rejserute gik over Hald til Viborg.

Der findes mange overleveringe om hyrdedrengens møder med konger, Bisper og andre stormænd, når disse rejste over den store Hede, der før koloni anlægget strakte sig fra Kragelund by til Karup. I denne Hedeørken ville de rejsende næppe møde andre menneskelige væsener end hyrdedrengene med deres får. En Bisp i Århus var på Visitats, lå i Kragelund Præstegård om natten, kørte næste dag til Thorning. Ude på heden vest for Kragelund gik en halv snes vejspor ved siden af hinanden. Bispen vinkede ad eb hyrdedreng, der gik ude i heden med hans fåreflok. Bispen spurgte drengen: ”Kan du sige mig hvilken af disse veje der går til Thorning”. Drengen svarede: ”Hvad, kender han ikke engang vejen til Thorning og i går ville han, at jeg skulle vide hvor vejen går til himlen”. Drengen havde nemlig været til biskoppens Visitats dagen forud.

En Konge kom kørende, der gik noget i stykker ved vognen. Kongen gik en lille spadseretur ud i Heden, mødte en hyrdedreng og fortæller ham at han var Kongen. Hyrdedrengen svarede: ”Det passer ikke du er æt æ Kong, for han hår en lang ni`es”. Kongen tog en sølvdaler op af lommen og siger: ”Her er mit billede”. Drengen så på mønten og på Kongen og siger: ”Jow, du æ væ`s ali`wal æ Kong”. Drengen beholdt den pæne nye rigsdaler.

I nærheden af stedet hvor Gudehovet lå, førte en dal mod syd ned til Bølling Sø. Dalen bar det mærkelige navn Fastrupdal, ingen mundtlige eller skriftlige overleveringer melder om, at der har ligget en torp her i nærheden. I 1901 blev heden øst for dalen afbrændt og nogle ager render vidnede om at heden tidligere havde være opdyrket. Det var dog ikke med smalle agre som i vore dage, men brede jordstykker. Da ploven vendte lyngskjoldet kom flere ildsteder, arnestedet med aske og kul til syne. En rund, flad møllesten til maling af korn. Smedens esse kom til syne, en Stenkiste ca. 2 Alen lang og 1 Alen bred, bestående af tynde flade sten, der stod halvt over, halvt under jorden. Stenkisten var fyldt med jernslagger, aske og trækul, samt nogle potteskår og brudstykker af en jernrager. Ud til siderne var kastet dynger af slagger, så stenkisten må have været i brug i lange tider. Måske kunne stenkisten have været brugt til jernudsmeltning af Myremalm, der har fundet sted her på egnen allerede i 3die Årh. før kr. der fandtes også nogle morsomme små hestesko. Men meget brede, og små må datidens heste have været. Bostedet må henføres til forhistorisk tid og Fastrupdal har bevaret torpets navn, og i forledet vel også navnet på den mand der her byggede og anlagde bosted. Min barndoms hede var et eventyrs land. Fantasiens land, med rod i min hjemstavn, mine fædres jordbund, satte også sit præg på mig og mit liv. Om natten drømte jeg om bjergfolk, og om dagen drømte jeg fantasiens vågne drøm.  

”Degn” var min slægts kendenavn gennem 300 år.

”Revsel” udtalen i Folkemålet af Refshale.